DEATH BY CHIHUAHUA

Vi ses in Plenum!

2011-12-14T06:08:00.000-08:00

Under en stresset, ubehagelig, udendørsagtig tur til et dansk supermarked, lad os kalde det plenum, var vi i færd med at diskutere julepynt og aftensmad. En af os havde en meget lille hund i pilotjakke med, den anden en ikke-adopteret brun datter. Og sådan bliver ting jo nogle gange misforstået:

Vi ses in Plenum, børn!

Ny plan

2011-12-06T06:48:00.001-08:00

Kære alle

Denne blog stopper ikke, men fortsætter i stedet som en kollektivblog med tegninger og tegneserier. Så bliv hængende! Hvis I da er hængende.

Folkene bag Death By Chihuahua er Katinka My Jones og Mira Fende. Vi er søstre. Og alt er fint. :)

Mira og Katinka

Evigheden

2011-11-15T15:47:00.001-08:00

Bim

2011-11-12T04:30:00.001-08:00

I går havde jeg æren af at se en hjerne gå totalt i stå, på den der stædige måde, der tydeligvis kunne være undgået med søvn og jævnlige måltider. I dag har jeg æren af at skrive et gæsteindlæg om det. Jeg stillede et temmelig simpelt spørgsmål. Man kunne have svaret med ja eller nej, eller med fagter, som en abe.

Hvis man ikke har tid til at spise sundt og sove nok, får man de der dage. Dage, hvor, når man skal noget vigtigt, som at huske navne og ansigter, eller kende forskel på højre og venstre mens man opholder sig på en trafikeret vej, som man ikke vil dø på, ens hjerne går i teenagemode og nægter at udføre selv de simpleste opgaver.

Det her sker:

Det er vidunderligt sjovt.

/ Mira Fende

PS. Og nu, da jeg har jeres opmærksomhed, vil jeg gerne skifte emne og sige det følgende: Jeg hader alle, der siger in plenum. "In plenum"

"Vi tager det op in plenum." "Vi diskuterer det in plenum, børn." "Stik det durk op in plenum, idiot."

Selvovervurdering

2011-11-11T09:54:00.001-08:00

Mere dyredrab

2011-11-08T12:07:00.000-08:00

Det er ikke et uberørt emne på denne blog. Jeg kom i tanke om noget min mor fortalte mig engang. At hun som barn forsøgte at spise så lidt kød som muligt, fordi så ville dyret stadig kunne klare sig. Og så havde hun det ret okay med at spise kødet alligevel.

Biografer

2011-11-04T05:11:00.000-07:00

Jeg er ikke så vild med biografer. Jeg kan godt lide at koncentrere mig når jeg ser film, og jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor man absolut skal konsumere et kar fyldt med popcorn, fordi man skal sidde i noget rødt plys i halvanden time (hvilket jo er en underdrivelse, det nye er, at alle film skal vare i omegnen af 3 timer - og helst slutte 8-10 gange). Min oplevelse af en tur i biografen ender desværre tit med, at jeg ikke kan huske så meget af filmen, men til gengæld det her:

Når jeg bliver diktator, er det slut med popcorn i biografen. Bare så I er advaret. Men indtil da kan man jo gå en tur i Grand. Der serverer de quiche med salat i caféen. Og rødvin til filmen. Det lyder umiddelbart tiltalende. Resultatet er desværre ofte dette:

Jeg ved ikke, hvad der er værst.

Words

2011-10-16T10:36:00.000-07:00

Overlader scenen til min dygtige veninde, Aya Mathilde Stobbe, der har lavet dette billede. Hendes hovedredskab er en saks. Digtet er Words af Sylvia Plath.

Edderkoppernes dronning

2011-09-11T01:21:00.000-07:00

Jeg har boet i et hus siden maj. Jeg lider af meget slem araknofobi, så jeg var overbevist om, at der ville være mange af dem, og at de ville skræmme livet af mig dagligt. Ingen edderkopper. Overhovedet. I månedsvis. Jeg begyndte at sige ting som "her er slet ingen edderkopper, det er utroligt."

I går faldt Damoklessværdet så endelig ned på mit idiotiske, godtroende hoved i form af en edderkop på størrelse med en lille fugleedderkop. Nåede frem til den konklusion, at alle de edderkopper, jeg ikke har mødt i sommerens løb, havde sparet sig sammen til én stor. Gift dræbte den ikke. Ringede til en veninde og plagede hende til at komme og redde mig. Min søster, som mildest talt heller ikke er fan af edderkopper, var her også. Vi forskansede os på stuebordet i en uværdig Gollum-stilling, til veninden kom anstigende som en helt. Med rødvin og god attitude. Desværre var krapylet pist væk. Og jeg aner ikke, hvor den er. Løsningen må være at brænde huset ned til grunden.

Den dag alle verdens edderkopper dør, holder jeg en stor fest med gratis drinks til alle. Og jeg er så ligeglad med, om det går ud over økobalancen. Alle andre dyr kan uddø for min skyld, hvis de bare tager de væmmelige ottebenede sataner med sig.

Gæsteblogger Mira Fende: Traneporno til folket. Om de vil det eller ej.

2011-09-10T07:59:00.000-07:00

Man kender det. Det er en hyggelig aften. Alle er behageligt fulde, tilpas stille, ingen er på det der punkt, hvor de bare gerne vil snakke. Måske er det den første bytur i et stykke tid, måske har man en alkoholtærskel så lav, at man kan blive fuld for nærmest ingen penge. Måske. Det er perfekt.

Men der er altid et par folk. Folk-folk. De laver ansigtsudtryk, der taler højere end deres museagtige facader. De siger: Jeg er SÅ dyb, på sådan en enormt seksuel måde, i kontakt med mine drifter og fuld af mod og livsglæde. Baby.

Måske er der to af dem. I så fald er man fucked. For hvis der er to, kan man være næsten helt sikker på, at de er et par. Et par der bare er så skide enormt åbne og ligesom meget mere ægte end alle andre. Sikkert også klogere. De begynder en kompliceret dans. Den er meget subtil i starten, og derfor kan det være næsten umuligt at undgå at blive sjæleligt voldtaget når den når sit højdepunkt. Traners parringsdans møder hardcore porno.

Det sker som regel meget hurtigt. Tyve sekunder, og så kan man lige så godt gå ud bagved og grave en lillebitte grav til sin uskyld. Den er væk for evigt. Hvis man troede man ikke havde en, tog man fejl.

Tekst og tegninger © Mira Fende 2011. Eventuel lighed med virkelige personer eller hændelser er utilsigtet og helt tilfældig.

At spise dyr

2011-09-09T07:36:00.000-07:00

Jeg kom til at tænke på skyld. Så forestillede jeg mig, at man skulle sige personligt undskyld til alle dyr, man havde spist i løbet af sit liv. Det ville blive en lang, lang, lang process. Måske en art ad gangen. Måske kyllinger og køer i kæmpe haller, hvor man dukkede skamfuld op på et lille podium og rømmede sig ind i mikrofonen. Og undskyldte og undskyldte. Jeg skylder følgende dyr en kæmpe, kæmpe undskyldning:

HVAL
HARE
KANIN
ELG
KO
HJORT
GED
FÅR
GRIS
VILDSVIN
ANTILOPE
FRØ
SNEGL
KYLLING
FASAN
AND
GÅS
KALKUN
VAGTEL
SKOVDUE
POUSSIN
SEJ
KULLER
HVILLING
TORSK
MAKREL
STØR
HAVKAT
GEDDE
SILD
ABORRE
ØRRED
SARDIN
ANSJOS
HORNFISK
TUN
LAKS
HVIDFISK
SVÆRDFISK
HUMMER
KREBS
JOMFRUHUMMER
KÆMPEREJE
REJE
FJORDREJE
KRABBE
SØSTJERNE
KAMMUSLING
BLÅMUSLING
BLÆKSPRUTTE

mmmm, nam.

Jeg har aldrig forstået digte

2011-08-31T04:33:00.000-07:00

Det sker nogle gange, at jeg går ud og opholder mig i rum, hvor andre mennesker befinder sig. Det er som regel skræmmende, men også tit sjovt. Og folk er som regel søde. Så sker det her:

Så ruller lavinen. Næste spørgsmål er som regel "kan du leve af det?", hvilket er en måde for spørgeren at pejle sig ind på, om personen de står overfor er en gal kattedamme med forfatterdrømme, der tager mange daghøjskolekurser og ofte går rundt med en potteplante på hovedet og har mange knuste drømme farverige illusioner, eller om det er menneske, der udgiver rigtige menneskebøger, som andre mennesker er villige til at læse, og måske ligefrem betale penge for. Det sidste er den eneste sande markør for ens succes. Jeg fortæller, at jeg rent faktisk har udgivet bøger. De forestiller sig noget med at sidde og lade Den Hellige Inspiration lyse over sig og drikke rødvin i solnedgangen. *

Men så hører de ordet "digte". Pludselig ser det anderledes ud:

Så siger de én af følgende sætninger:
a) Jeg har aldrig forstået digte
b) Er det ikke vildt svært
c) Det med digte er nok ikke lige mig
d) Det vidste jeg ikke, man kunne leve af

Dette følges som regel op af spørgsmålet; "har du ikke overvejet at skrive en rigtig bog".

* er jeg ret sikker på

Barselsbesøg

2011-08-30T00:11:00.001-07:00